"Jeg sætter lys, lys i mit vindue, til minde om alle dem,
der forsvandt engang, og som aldrig mer' kom hjem."  

Bedre kan det vel ikke rigtig siges, end Kim Larsen her har gjort. Da jeg boede hjemme, havde vi altid lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj. En smuk tradition, som jeg har videreført efter at være flyttet hjemmefra. Og jeg håber, at det er en tradition, som mine drenge vil tage til sig.

For nogle år siden var min ex-mand og jeg i Mindelunden d. 4. maj om aftenen. Jeg havde dengang lige læst om Gunnar Dyrbergs oplevelser i modstandsgruppen Holger Danske. En ting er at læse om det, noget helt andet pludselig at stå foran gravene for nogle af de personer, som Gunnar Dyrberg havde skrevet om - bl.a. Flammen og Citronen.

Utroligt, at noget så trist som en mindelund, kan føles så fredfyldt, optimistisk og varm. Men det var de følelser, jeg bl.a. havde. Jeg blev varm indeni over at kunne være med til at ære de mennesker, der havde kæmpet og givet deres liv for min skyld. Ja, selvfølgelig ikke præcis lige mig, men jeg håber, du ved, hvad jeg mener. Det var også en stund, hvor eftertænksomhed var på sin plads. Jeg har altid været patriot - elsket mit land og været villig til at kæmpe for det. Men lige præcis den aften føltes det mere rigtigt end på noget andet tidspunkt før.

Burde vi måske ikke snart have lagt det bag os og komme videre her 60 år efter? Jo, det burde vi - og det har vi også. Min generation har aldrig oplevet krig på samme måde, som mine forældre og bedsteforældre har - og ingen af os ønsker det!! Måske netop derfor skal vi vise taknemlighed for det liv og den verden, som modstandsfolkene kæmpede for med deres liv og tage ved lære. Men glemme må vi aldrig!!

Det var så også i dag, at en lille ny prins så dagens lys. Hermed et kæmpe tillykke til de nybagte forældre - ønsker jeres lille familie alt godt i tiden fremover.

Ja, tiden skal jo gå med et eller andet, ikke? Så nu har jeg kastet mig ud i noget, som jeg måske ikke helt har fået gennemtænkt, før jeg gjorde det. Jeg er begyndt at lave en hjemmeside...

Og hvorfor nu det, når jeg har min blog her - en blog, jeg efterhånden næsten ikke skriver på mere?? Fordi én af grundene til, at jeg næsten ikke skriver mere er, at jeg ikke kan sætte flere billeder ind, uden først at slette nogle af de gamle. Ja, jeg ved godt, at jeg kan tilmelde mig det der flikflakfotohalløj, men jeg kan sg ikke rigtig finde ud af det.

En anden grund er, at hjemmesiden bliver for hele familien - hvis altså drengene kan overtales til at komme med lidt indlæg engang imellem. Men det bliver en hjemmeside, som familie og venner kan kigge forbi. På bloggen her har der trods alt været lidt mystik indblandet... lidt hemmelighedskræmmeri indimellem. Jeg har f.eks. aldrig skrevet drengenes navne. De har altid heddet Ældstemanden og Yngstemanden. På hjemmesiden er man slet ikke i tvivl om, hvad de hedder, hvem de er, hvordan de ser ud og så videre.

Men... er det nu også helt smart, det jeg har gang i?? Og hvad med bloggen her?? Skal jeg nedlægge den, evt. flytte nogle af indlæggene over på hjemmesiden og slette resten? Skal jeg fortsætte med bloggen ved siden af hjemmesiden og lave et link til den? Jeg aner det ikke lige nu... men det finder jeg jo nok ud af på et eller andet tidspunkt.

Måske jeg bare er ved at være godt træt af at være hemmelig og mystisk. Måske jeg bare ønsker at være mig, og hvis folk ikke kan leve med det, så må de lade være med at kigge med og læse... måske jeg bare har fået en hjerneblødning eller hedeslag... tja... jeg kan vel altid påstå, at jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket, mon ikke?

Nåh - men jeg vil lige hænge lidt (læs: meget) vasketøj op i haven, så tror jeg, at jeg vil lege lidt mere med hjemmesiden.

I'll let you know, when it's ready for your eyes :oP

...kommer sjældent skidt tilbage... Er det ikke sådan, man siger?

Og hvorfor er jeg så lige kommet i tanke om det i denne sene nattetime? Tja...fordi jeg har en søn, der bliver 18 år i dag. Ældstemanden er blevet voksen!!

Han er blevet alt det, som jeg altid har håbet for ham. Han er et pragteksemplar af en søn: hjælpsom, hjertelig, humørfyldt, ansvarsbevist, arbejdsom, glad, dygtig, varmhjertet, en super bror/søn/ven...

Kan huske, jeg havde en del ønsker om, hvordan det lille barn, jeg bar rundt på gerne måtte blive. Han er blevet alt det og lidt til. Kan man så tillade sig at forlange eller ønske mere? Sikkert ikke...men jeg prøver nu alligevel. Jeg ønsker mig, at han vil fortsætte frem i livet, præcis som han er, for så skal tingene nok lykkedes for ham.

Tillykke med den store dag min dreng - og tak, fordi du er, præcis som du er. Jeg er stolt af dig - og elsker dig højere end livet selv.

Det er ingen hemmelighed for dem, der læser min blog, at jeg er sygemeldt med en depression. Nogle dage er bedre end andre, som alle vil vide, der har været eller er i samme situation, som jeg.

Jeg er dog så heldig, at jeg har en utrolig støtte og forståelse fra familie og venner... og ikke mindst fra mine helt vidunderlige drenge. De forstå hurtigt at få en rigtig dum dag skubbet i en positiv retning.

I dag startede som en dum dag. Jeg havde ingen energi, følte mig tom og trist. Drengene tog dog sagen i deres egen hånd og besluttede i fællesskab, at sådan skulle dagen bare ikke fortsætte.

Hvad de gjorde? Tja, de gik på nettet og fandt en lille sang til mig, som de synes, jeg skal synge (indeni mig selv godt nok) resten af dagen, mens de hjælper mig med at få styr på huset herhjemme.

Her er sangen til alle er, som også har en lidt dum dag i dag. Find det positive i alle jeres oplevelser, så bliver dagen hurtigt meget lysere at gå i møde.