Kender I følelsen af, at ens hjerte næsten er ved at sprænges af lykke? Sådan en følelse har jeg haft hele dagen. Ja faktisk hele weekenden.

Det har været den bedste weekend længe. Har oplevet så meget og nydt hvert sekund. Været glad, positiv, smilende....lykkelig. Når jeg sidder og tænker over weekenden, forstår jeg, hvor heldigt et menneske jeg er. Og jeg værdsætter det fuldt ud.

Jeg skrev i mit indlæg fra fredag om, hvordan drengene og jeg havde hygget hele dagen. At det havde været den dejligste dag.....lørdagen blev ikke mindre god - tvært imod. Så måske min overskrift for dette indlæg skulle have været "den dejligste weekend"? Det havde været dækkende. Lørdag havde vi (drengene, min lånedatter og jeg) aftalt at fejre min fødselsdag - lidt sent, men hellere sent end aldrig, ikke? Vi skulle ud at spise og efterfølgende et smut i biografen. Her gik jeg så og troede, at med 3 børn i alderen 14, 16 og 18 så ville filmen nok være i den voksne ende af skalaen. Men nope - vi var inde og se Shrek 3 - og vi grinede så tårerne løb ned af kinderne på os. Efter filmen tog vi hjem og hyggede. Så dejligt.

Søndag var der så dømt total slap-af-dag. Ingen af os havde lavet planer for dagen, så det var lidt på "hvad har vi lyst til" niveau hele dagen. Ældstemandens kæreste kom forbi omkring middag, og inden længe stod vi og bagte boller og lavede varm kakao, som vi nød i stuen med stearinlysene tændt og en god film på dvd'en. De unge havde besat sofaen, og jeg slængede mig i lænestolen. Efter filmen skulle der lidt gang i gryderne, og mens drengene vaskede op, sad jeg og nød en kop the og fik læst lidt.

Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg faktisk ikke har lavet dagens gode gerning i dag. Har lige fået lagt lidt tøj sammen og på plads, fået vasket en enkelt maskine og hængt det op, men ellers er det så som så med aktiviteterne herhjemme. Og jeg har den hvideste samvittighed, fordi det er så sjældent, jeg hiver en dag ud af kalenderen og laver så absolut ingenting.

Det eneste, der måske ikke var helt planlagt denne weekend, er, at jeg er blevet forkølet. Jeg nyser, hoster og pruster, som jeg ikke kan mindes, jeg har gjort før, næsen og øjnene løber, hovedet er ved at sprænges og energien er vist smidt i skraldespanden sammen med lommetørklæderne. Heldigvis har jeg ingen feber, så det er da i det mindste positivt.

Der skal nu også lidt mere end en simpel forkølelse til at slå benene væk under mig - særlig efter så vidunderlig en weekend. 

Fredag var (indtil videre) min absolut favoritdag denne weekend. Havde fri, da jeg lige skulle forbi lægen til mit halvårlige 10.000 km. eftersyn. Det skal jo til, når man kommer i reservedelsalderen :o) Alt var fint... altså lige bortset fra, at lægen mente jeg manglede jern. Hallo, det behøver jeg sg ikke gå til lægen for at få at vide, det vidste jeg allerede selv. Hmmm - men tror vist ikke lige, det var den samme type jern, vi havde i tankerne *G* Desuden skulle lægen lige kigge på min yngste, der havde haft næsen lidt for langt fremme torsdag i skolen. Havde spillet amerikansk fodbold i spisefrikvarteret, hvilket var endt med et spark i ansigtet, en meget hævet næse, ekstrem hovedpine og en tur ved lægen. I dag skulle yngstemanden så lige med, så vi kunne få tjekket, om næsen var brækket.....

Min dag startede faktisk på den allerbedste måde. Sad med morgen- kaffen og ventede på, at vi skulle ud af døren. Ville lige tjekke bloggen og mine mails. Jeg glemmer indimellem, at jeg har en gmail, og det viste sig, at jeg for et par dage siden havde fået en skøn mail. Sådan en mail, hvor man bliver glad i maven og smiler over hele fem-øren. Tusind tak for den (du ved selv, hvem du er). Værdsatte den meget og dejligt på en blæsende efterårsfredag.

Utroligt, at man kan blive så glad for nogle skrevne ord fra et menneske, man i bund og grund slet ikke kender. Jeg har 2 ordsprog, jeg forsøger at "leve" efter: "Viljen til at ville, skaber evne til at kunne" (min gamle dansklærerinde forlangte dette skulle stå skrevet på tavlen i vores klasseværelse året rundt...en god idé!) og "Find det positive i alle dine oplevelser". Jeg er i bund og grund nem at gøre glad. En lille mail, en lille sms, en lille sød bemærkning/kommentar.....der skal ikke meget til.... men det skyldes nok også, at jeg giver mig selv lov til at være glad og nyde. Mailen i dag var en af de oplevelser, som gjorde mig positiv. At jeg så senere på dagen fik de sødeste sms'er fra en arbejdskollega, som lige ville sige, at han manglede mig på job og ville ønske mig en god weekend, gjorde ikke smilet mindre :oD

Efter lægen smuttede yngstemanden og jeg til Vejle for at gøre byens butikker usikre.... jeg hev det stakkels barn ind i samtlige sko og tøj butikker i hele gå-gaden, han hev så tilgengæld hans forsvarsløse mor ind i samtlige butikker, hvor der kunne købes musik og computerspil. Var rigtigt sjovt faktisk. Jeg stod og lignede en fortabt smølf, når han begyndte at forklare mig om, hvorfor nu lige det ene spil var bedre end det andet, og jeg lærte hurtigt, at jeg skulle stille sko og støvler pænt på plads igen, når min 14-årige teenagersøn stille rystede på hovedet og sukkede. Så var de ikke ligefrem et hit :o) Men jeg fandt da de skønneste lange støvler til sidst. Godkendt af begge drenge, så kan det ikke gå helt galt *g*

Vi nåede også lige forbi en optikker. Jeg har det sidste ½-1 år godt kunnet mærke, at jeg havde lidt problemer med at stille skarpt, når jeg sad med statistikker på job og skulle have disse indtastet i diverse regneark m.m. Kunne sagtens se skærmen, men følte det som om alt tågede, når jeg skulle læse. Så jeg tænkte, at nu var det tid. Jeg tror seriøst, at det er første gang, at nogen er sluppet fra at kalde mig gammel og blind med livet i behold, men det var, hvad optikkeren gjorde i dag. Sød og meget sympatisk mand...sælger til fingerspidserne. Var næsten parat til at føde hans børn, hvis han havde bedt mig om det.

Nå, men enden på det hele blev altså, at jeg har et perfekt syn. Et syn, som jagerpiloter ville misunde mig - altså, når jeg skal se langt...for på ca. ½ m. afstand kan jeg ikke se en skid. Som optikkeren sagde til yngstemanden: "hvis du skal lave skarnstreger, skal du ikke gøre det på afstand, for der har din mor falkeblik. Hold dig indenfor en radius på ½ m., for der er hun blind som en muldvarp". Sød mand, ikke? Yngstemanden svarede forresten: "Ja, hun er uhyggelig på det område. Hun kan sidde på job og se, når jeg laver noget hjemme, jeg ikke må!" (hvilket hentyder til en gang, jeg havde forbudt ham at logge på computeren, før han havde lavet lektier. Så han kom på msn, hvor jeg stod som offline, så da jeg ringede hjem og spurgte, hvad han lige troede, han havde gang i, blev han sg noget forbavset...og jeg fik pluspoint på kontoen for at være den sejeste mor, der så alt!) Men nu er brillerne fundet og bestilt...og jeg er 7500,-kr. fattigere!!! Til den pris håber jeg sg, de hjælper!!!

Senere på dagen mødte vi storebror, der havde fået fri fra gymnasiet. Og så var der ellers dømt familie-hygge. Tog ind og spiste en lidt halvsen frokostbøf. Vi grinede, pjattede, snakkede og hyggede helt igennem. Det er så dejligt, når de gider, og jeg nyder hvert eneste sekund. Inden længe er de begge fyldt op med andre og sjovere ting, end tage på shopping-/hygge-dag med deres halvgamle mor. De nyder det lige så meget, det er jeg slet ikke i tvivl om, for ellers havde de slet ikke gjort det. Da vi kom hjem, havde jeg faktisk forventet, at de begge havde fået nok af at underholde moderen, men nej - de blev hjemme og så både "Vild med dans" og "Happy Feet" sammen med mig. Perfekt!

Da filmen var færdig, synes de så, at tiden var blevet til at forlade mig og gå ind på deres værelse og spille. Hvilket jeg syntes, var helt ok. Klokken var efterhånden blevet ca. 23.30, så det må da siges at være fair nok :o) Jeg var efterhånden også rimelig træt og overvejede, om jeg ikke skulle kravle ind under min dyne og nappe et par sider i min bog, men ville lige ind og skrive på bloggen om dagens skønne oplevelser. Oh rædsel...de var ved at opdatere smartlog, så jeg kunne ikke få skrevet. Hermed blev min fine statistik brudt - der er en tom dag i kalenderen :o( Nå, mon ikke jeg overlever? Tilgengæld havde samme person, som havde startet dagen med en mail, sendt endnu en dejlig mail.......så, det var en helt perfekt måde at slutte en perfekt dag på.

Apropos "Happy Feet". Filmen slutter med følgende citat:

Når alt kommer til alt, svarer den kærlighed du får, til den kærlighed du giver!

Slet ikke så dumt et citat - og noget, der er værd at tænke over. Ønsker hermed alle en fantastisk dejlig efterårslørdag!

• Det du'r sg ikke at sidde oppe til kl. hø om natten for at skrive et indlæg til bloggen, når du skal tidligt op og på job - Superpadde!! 

• Det ville være en rigtig smart idé, at du lige tjekkede terrasse- døren, inden du lukker den fremover, så du er fri for at "skrabe lig" ned af dørkarmen. Forklaring: havde ikke lige set, der kravlede en dræbersnegl på karmen til terrassedøren, da jeg lukkede den i nat. Ikke det fedeste at opdage, som det første om morgenen...og så absolut intet hit at skulle stå og fjerne en dræbersnegl, der er blevet delt i flere stykker....tager ligesom lidt af morgenappetitten *badr*

• Det er så absolut forbudt at drikke kaffe om aftenen - også selv- om det kun er et enkelt krus Nescafé. Det er for dumt at ligge vågen det meste af natten, fordi koffeinen banker rundt i årene ...desuden kan det ikke betale sig, for de viser ikke noget interessant i fjernsynet alligevel.

• Det er skide smart at huske sin madpakke, når man skal være længe på job. Den gør ikke megen glæde ved at stå på køkken- bordet derhjemme....Klumpfisk!

....skidt pyt.... lige nu er klokken i mellemtiden gået hen og blevet 16.55, og jeg har WEEKEND!!! :oP

Jeg er blevet tagget af Heidi. Ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det, for jeg er normalt ikke til "sådan noget". Men jeg tager udfordringen op denne gang.

Udfordringen ser ud som følger:

• Link til den, som har tagget dig (er gjort)
• Fortæl 7 sandheder om dig-lidt forskelligt og lidt rart! (yeps)
• Tag 7 personer i slutningen af blogindlægget (her kniber det)
• Læg en kommentar i deres blog og fortæl, de er tagget (ok)

Se, det lyder jo ikke som noget særligt, men der skulle nu alligevel tænkes lidt, drikkes lidt kaffe og tænkes lidt mere, før jeg kom frem til følgende:

1. Jeg nyder at gå ture, men holder specielt meget af efteråret med alle dens nuancer af farver og vejrforhold.
2. Jeg ejer ikke en kaffemaskine, da jeg sjældent drikker kaffe hjemme. Når det endelig sker, er det som regel Nescafé, der ryger indenbords (med sødetabletter og mælk *s*)
3. Jeg er (ulykkelig) forelsket i min allerbedste ven.
4. Jeg er hamrende genert og ejer sg ikke skyggen af selvtillid. Har bl.a. derfor enormt svært ved at møde nye mennesker, og lukker sjældent folk ind bag facaden.
5. Jeg tilsidesætter gerne alt for at hjælpe mine venner, men har selv utroligt svært ved at bede om og/eller modtage hjælp.
6. Jeg mistede min mor ganske pludseligt d. 31. januar i år. Nogen gange savner jeg hende så forfærdeligt, at det føles, som om mit hjerte skal briste.
7. Jeg ELSKER piratos!!

Det var vist det...eller det var de ting, jeg lige her og nu synes, jeg ville dele med jer :o)

Nu skal jeg så tagge andre. Jeg undskylder på forhånd, jeg har gjort det, og synes det er total fair, hvis folk vælger ikke at tage udfordringen op. Men jeg har altså valgt følgende:

Skovtrolden - fordi hun er et dejligt menneske, som jeg gerne vil lære bedre at kende.

Valkyrien - fordi jeg nyder hendes direkte og ligefremme måde at sige tingene på.

Lenore - bare fordi og af ren nysgerrighed :o)

Joan - fordi jeg synes, det er så hyggeligt at besøge hendes blog.

Fruen - fordi hun er et forholdsvis nyt bekendtskab, som jeg glæder mig til at følge.

Der var lige et par stykker mere på min liste, jeg også ville have tagget, men dem fik nogle af de andre altså ram på før mig :o)

God fornøjelse!

...frodig, fed, overvægtig, "godt i stand", tyk, kraftig bygget, stor...

Udsagnene har været/er mange, når det kommer til beskrivelsen af mit udseende. Personligt vil jeg nok selv beskrive mig som: en lille, buttet trold med charme og personlighed. Dette dækker reelt over, at jeg højdemæssigt ligger lige niveauet over smølf og vejer cirka et par sække kartofler eller 3 for meget (og her taler vi så om 10 kg. sækkene *s*). Eller som jeg har gjort det i et tidligere indlæg - jeg ligner et tibetansk hængebugsvin :o)

Jeg har aldrig været særlig glad for mit udseende. Har altid kravlet langs dørpanelerne, fordi jeg er i den "heldige" situation, at jeg har en søster og bror, hvor alt sidder som det skal.....OG.....de er høje begge to *hmpf* Synes jeg sg til tider er lidt uretfærdigt! Det eneste jeg har kunnet prale af, er en god personlighed, et charmerende væsen, et godt humør, samt en velfungerende (læs: intelligent) hjerne! Problemet er bare, at det ikke lige er de ting, man scorer fyrer på.....

"Det kommer ikke an på udseendet men indholdet" - rend og hop. Lad dog være med at stikke blår i øjnene på dig selv lamseben - gu' kommer det an på udseendet. Det er udseendet, der tænder og sælger varen, og indholdet der får én til at beholde varen, istedet for at smutte forbi informationen for at kræve varen byttet samme dag. Sådan er dét...uanset om man er mand eller kvinde, og længere er den ikke.

Jeg har efterhånden lært at acceptere, at jeg ikke ligner en fotomodel og aldrig kommer til det - jeg er ganske enkelt ikke høj nok ;o) Desuden bærer min krop seriøs præg af, at jeg ikke har været alt for god til at passe på den gennem tiderne, samt det faktum, at jeg har fået to vidunderlige børn, med hvad dertil hører af strækmærker, ekstra kg og hængebarduner :o)

Men i dag kom jeg helt tilfældig forbi Fruen sider, som havde skrevet det dejligste indlæg om frodige og skønne kvinder. Jeg blev i den grad i godt humør. Det var vist lige, hvad jeg havde brug for. At læse, jeg ikke var ene høne i dette land, der havde lidt for meget på sidebenene. At man godt kan være stolt af sit udseende - også selvom modebladene siger noget andet.

Jeg har som sagt accepteret, at jeg er "frodig" eller "erotisk buttet" lyder lidt bedre faktisk *s*. Nu skal jeg bare lære at være stolt af det også og modtage verdenen med løftet hoved og smil på læben. Se, det er i sig selv noget af et projekt at gå igang med. Istedet for at kigge i spejlet om morgenen og tænke "Hjælp - morgengrim trold forude", skal jeg kigge ind i øjnene på hende, der gemmer sig bag duggen og sige:

Jeg er smækker-lækker, præcis som jeg er!

Jeg er normalt et meget positivt og glad menneske. Der skal virkelig meget til at få mig bragt derud, hvor jeg synes, at nu er det sg for meget....

Jeg bliver eks. aldrig sur....bliver hidsig, hysterisk, gal, rasende,  irriteret, men aldrig sur. Går ikke og skumler flere dage, gider ganske enkelt ikke bruge energi på det. Livet er for kort til at være sur og tvær....

MEN.....

I dag er jeg sur - edderspændt rasende sur!!!!! Har lyst til at kaste med noget eller råbe og skrige rigtigt højt.

Styrer mig, men hvis nogen vil købe en ex-mand, der forstår at skabe den rette stemning, så har jeg én, som jeg med glæde vil give penge for at komme af med....

MÆND!!!

....at teste sig selv, hvis man er hamrende smøgtrængende og skal til pigefest med hygge, snak, grin, fjollerier, spise en masse og drikke endnu mere. For 17,75 kr. får man 10 smøger!! Den ultimative test for en forhenværende ryger...eller en ryger, der bare holder en midlertidig pause.

Jeg købte denne pakke smøger på vej til fest og lagde den i min taske. I behøver ikke siger noget, jeg ved det godt - det var simpelthen for dumt. Topmålet af idioti. Men jeg ville hellere sige: "Op i høet med det, så ryg dog den smøg og tag den derfra", end jeg ville sidde og irritere mig over min rygetrang.

Det holdt hårdt må jeg indrømme. Men jeg valgte at tage det som en udfordring. En test af mig selv for at finde ud af, hvor langt jeg nu var nået. Om jeg nu havde "røv nok i bukserne" til at overvinde trangen, eller jeg var en klumpfisk, der gav efter.

Hvad selve festen angik, så havde vi den dejligste aften. Det var så skønt at se alle kollegaerne igen, selvom jeg jo havde set de fleste af dem så sent som i går. Men det er noget helt andet, når man mødes "uden for firmaet". Vi arbejder i en branche, hvor tingene går rimeligt stærkt, så nogen dage er der ganske enkelt ikke tid til lige at stoppe op og få en snak om andet end arbejdsrelaterede ting. Desuden deltog en del "gamle" kollegaer, som vi ikke har set et stykke tid. Det var super at få sagt hej til dem igen og lige høre, hvordan de havde det.

Super-pige-tamtam i hyggelige omgivelser, hvor intet manglede af hverken vådt eller tørt, og hvor fødselaren nød det i en grad, så jeg slet ikke tror, hun er landet endnu! Hun smilede, grinede og strålede fra vi kom, til vi gik. Så dejligt at se, at hun havde den allerbedste dag overhovedet. Var jo lidt meningen med det hele, ikke? Og hun var ikke den eneste, der havde det sjovt, skal jeg hilse og sige.

Jeg skulle til barnedåb søndag kl. 10, så havde lovet mig selv, at det ikke skulle blive for vildt eller for sent. Vi var 4, der fulgtes ad, og vi var alle enige om, at vi skulle forholdsvis tidligt hjem...hvilket vi også kom. Jeg var hjemme kl. 4....hm....kan bare ikke lige huske hvordan :o), men jeg vågnede da i min seng, da vækkeuret ringede kl. "alt-for-tidligt-dagen-derpå". Til orientering - pigefest + barnedåb samme weekend er udtryk for dårlig timing!

Men jeg klarede det! Jeg havde en dejlig dag til barnedåb, selvom jeg må indrømme, at jeg havde en del hovedpine og holdt mig udeluk- kende til vand og kaffe hele dagen *g*. Jeg var måske heller ikke lige den mest oplagte gæst, men det var en hyggelig og dejlig barnedåb, der blev holdt for lille "Grynt" :o)

Jeg gik hjem for at få lidt frisk luft - det var jo det skønneste vejr, og der var ikke mere end ca. 2½ km hjem. Nød virkelig det gode vejr og den smukke solnedgang. Bildte mig selv ind, at jeg havde brug for at røre mig lidt og få luft til hjernen, og tror faktisk det var en god idé, jeg fik. Nu er jeg dog helt flad. Trænger til at ligge på min sofa og lave så absolut slet intet. Se lidt fjernsyn sammen med drengene, der næsten lige er kommet hjem fra weekend hos deres far - og så skal jeg forholdsvis tidligt i seng....dejligt, at jeg først skal møde kl. 8.30 i morgen :o)

Men nu må jeg vist hellere afsløre, hvordan det så gik med smøgerne, ikke?

Inden jeg gik op til kirken her i morges, smed jeg en hel og fuldstændig uåbnet pakke grønne look ud i skraldespanden!!!

Det er de bedste 17,75 kr., jeg længe har givet ud!! :o)

Jeg skal til pigefrokost sammen med ca. 25 arbejdskollegaer i aften. Det skal nok blive rigtig sjovt. Vi har det helt kanon sammen, selvom vi aldersmæssigt spænder vidt. Den yngste er 21, den ældste 60. Det er på grund af sidstnævnte, vi samles. For at fejre hendes 60 års fødselsdag i sidste uge.

Der er både lavet sange, købt gaver og kreeret kort, så nu kan vi for min skyld godt komme afsted ... altså ... når jeg lige har været i bad og fået lidt andet tøj på, for lige nu er jeg sg ikke så smækker-lækker! :o) Ligner faktisk nogenlunde den trold, jeg bruger som profilbillede *G*

Jeg har dog ét lille problem. Jeg er stadig så hamrende smøgsyg, at alene det halve ville være svært at klare. Jeg er så tæt på at købe 10 smøger og hygge mig med dem i aften. Problemet er, at jeg véd, jeg hænger på den igen, hvis jeg bare så meget som tager et lille hiv. Jeg har gået de sidste par dage og sloges med tankerne. For jeg ved jo godt, at det hele foregår i min hjerne, at det er dér, jeg er smøgsyg. Men min hjerne siger også, at jeg jo bare kan tage den ene....og hvis jeg falder i, så har det jo også sine fordele, for så går min forbrænding i vejret - og så taber jeg nok de ca. 15 kg. mit rygestop kostede mig.....

Forestil jer følgende billede....mig, med en rygende djævel på den ene skulder, der siger, at det er ok at ryge i aften (BARE i aften), på den anden skulder en engel, der siger, at jeg ikke må falde for fristelsen. At jeg skal stå imod, som jeg har gjort indtil videre...jeg kan jo godt!

Øv, det bliver noget af en prøvelse i aften. 25 piger....og hovedparten er rygere.....

Nu vil jeg drøne i bad. Rigtig god lørdag til jer alle :o)

Kan det siges eller vises enklere??? Synes jeg ikke :o)

Jeg satte mig foran pc'en med en masse ideer om indlæg til min blog, og nu hvor jeg så sidder her og skal til at skrive, er hovedet helt tomt..... altså mere end normalt *smiler sødt*

Tror måske bare, jeg trænger til at få sovet lidt, så jeg vil liste roligt ud igen og overlade Blogland til alle jer andre.

Synes efterhånden det meste af min fritid går med fodbold....altså hvis vi ser bort fra mandag aften, hvor jeg spiller tennis. Men drengenes fodbold-træning/-kampe tager enormt meget tid. Tag eks. denne uge (og det er altså kun fodbold, der er anført. Oven i hatten er der så lige den ældstes fritidsjob og andre sportsaktiviteter for begge drenge):

• Mandag: Yngste = træning, Ældste = træning miniputter
• Tirsdag: Yngste = kamp, Ældste = træning
• Onsdag: Fridag
• Torsdag: Yngste = træning, Ældste = træner miniputter + træning
• Fredag: Begge = fodboldkamp

....og så har jeg vundet trøjevask for begge drenge. Har ligenu hele stativet fyldt op med tøj fra den yngstes kamp i går, som jeg lige når at få afleveret til næste kamp fredag, hvor jeg så får en ny taske fodbold- tøj med hjem, når den store har spillet kamp....min stakkels lille vaskemaskine :o)

Den yngste er lige blevet udtaget til førsteholdet, så det kræver lidt ekstra træning og kampe, og det er jeg jo nød til at støtte op om. Det samme gør storebror, der p.t. har sat fodbolden lidt i bero, da han er startet på gymnasiet. Han skal lige finde ud af, hvordan han kan få tingene til at hænge sammen med skole, fritidsjob og fodbold. Han spiller nogle få kampe, men lige p.t. er det mest som reservespiller. Han træner dog stadig miniputterne, hvilket nu også kan være noget af en udfordring, når der er 21 små knægte at holde styr på. Men han nyder tiden med hans "lille terroristhær" *g*

Når drengene så ENDELIG har en fridag fra fodbold (som i dag), ja så er der UEFA Cup og Champions League, som selvfølgelig skal ses. Eller nu, hvor drengene for engang skyld ikke skal spille kampe i weekenden, så er der SAS-ligakampe og NFL, der skal følges i fjernsynet....hvilket de forresten havde gjort uanset, om de selv skulle spille eller ikke...tror indimellem, at mit fjernsyn kun kan vise fodbold.....næh vent, den kan også vise formel 1, så jeg forleden, da jeg tilfældigt kom forbi min teenagerinvaderet stue :o)

Ok - lyder som om jeg klager over det, gør jeg altså ikke, for jeg kan godt selv lide fodbold :o) Både "alm." fodbold og amerikansk fodbold. Men indimellem kan det godt føles en tand for meget, når der skal så meget planlægning til at få tingene til at gå op i en højere enhed. Men for det meste nyder vi det sammen. Vi har vores egne små interne konkurrencer om, hvordan det nu går "vores" hold:

• FCK = Yngste og moderen
• FCM = Ældste

Det giver indimellem nogle diskussioner, men altid i en god, sjov, drillende og kærlig tone. Det er skønt. Vi forsøger også at komme afsted og se nogle kampe sammen. Det er fedt at stå på et stadion en søndag eftermiddag sammen med sine børn og flere tusinde andre - er svært at forklare, det skal opleves. Den ældste er ofte sammen med en af mine gode venner i Herning for at følge FCM på SAS-Arena. En rigtig mande-hørmer-tur skal der være plads til indimellem, og jeg tror ... nej, jeg véd, at de nyder det fuldt ud begge to.

Som sagt ser vi også NFL i det omfang, det er muligt søndag aften på gr. af tidspunktet kampene vises på....men hurrah for tv2 sport, der giver os mulighed for at se mindst én kamp. Det er intet mindre end verdens mest geniale spil og er fantastisk at sidde og følge. Indrømmet, det tager lidt tid at komme ind i de forskellige ting (eller, det gjorde det for mig), men det er det hele værd...man bliver bidt af det *s*

Rent NFL-mæssigt har vi også en lille konkurrence igang. Vi sidder hver eneste uge og laver picks, hvor det er den efterfølgende uges håneret, der kæmpes om - og over en periode på 4 uger skal dén, der har mindst picks give "hygge-snoller" til den efterfølgende søndagskamp :o) Og vi har altid gjort det til en fest, når der vises Super Bowl.....hvilket er et must at se, om vi så skal tage en fridag dagen efter!! "Vores" NFL-hold ser således ud:

• Atlanta Falcons = Yngste
• New York Jets = Ældste
• San Francisco 49'ers = moderen

Hmm - ved det....jeg falder ikke lige helt ind under kategorien "normal dansk gennemsnitskvinde" på fodbold-område, men det er ok - jeg har lært at leve med det, og det gør næsten ikke ondt *G*

Og til slut - tænk lige over denne her, jeg har fundet på nettet:

Det gælder ikke om at vinde, det gælder om at være med........ MEN for at være med skal man kvalificere sig, og for at kvalificere sig skal man vinde!

Vågnede kl. 02.00 i nat fuldstændig badet i sved og med tårerne løbende ned af mine kinder. Årsag? Jeg havde haft den ondeste drøm!

Jeg drømte, at jeg var til mine drenges begravelse. Alt var så virkeligt. Kunne se alle detaljer i kirken, fornemmede duften fra blomsterne, ja selv varmen fra stearinlysene langs bænkene, kunne jeg mærke. Og jeg følte vægten af kisterne, da jeg sammen med familien bar dem ud til de ventende biler....

DET VAR RÆDSELSFULDT! Virkelig uhyggeligt!!

Det første jeg gjorde, da jeg vågnede i nat, var at kigge til drengene. Skulle lige ind og røre ved dem, ae dem på kinden og kysse dem i panden, lægge dynen på den yngste igen - og stryge dem kærligt på håret.

Jeg har forsøgt at ryste drømmen af mig hele dagen. Tale med mine kollegaer om den....både for at få den ud af kroppen, men også fordi det jo siges, at en drøm ikke går i opfyldelse, hvis man siger den højt. Ikke at jeg er særlig overtroisk, men her tager jeg sg ikke chancen.

Har været i rigtig dumt humør hele dagen på job på gr. af drømmen. Ikke rigtig kunnet koncentrere mig. Ville bare hjem til mine drenge. Jeg fortalte faktisk også dem om drømmen og om, at jeg havde haft det lidt dårligt på gr. af den.

Ved I hvad, de gjorde? De slukkede begge med det samme deres pc'ere og satte sig ind i stuen til mig. Her sad vi så i cirka 2½ time, drak the, snakkede og hyggede, lige indtil den yngste skulle afsted til fodbold- kamp.

Det var dejligt - og lige, hvad jeg havde brug for ovenpå sådan et mareridt!

Første dag på job efter en omgang halsbetændelse. Dejligt at se alle kollegaerne igen. Fik både knus og venlige ord - skønt at føle sig velkommen og savnet...også selvom det "kun" har været et par dage.

Men du godeste, hvor er jeg træt. Superwoman her kan jo lige klare det hele, så selvfølgelig skulle hun da også starte op til tennis igen. Nu havde hun jo "pjækket" sidste mandag, fordi det ganske enkelt var umuligt at slæbe sengen med op på tennisbanen...ellers havde jeg selvfølgelig været der. Har jo penge stående i l..... ;o)

Nå, men - ét er så at starte på job efter lidt dårligdom og så ovenikøbet kl. morgengrim-trold (ja, det er altså så kl. 06.00 i mennesketid *s*), noget helt andet er, at man tror, man er klar til Wimbeldon. Er man ikke, skal jeg lige hilse og sige, men det ved jeg så nu. Lige nu føler jeg, at jeg er kørt over af en damptromle.....2 gange, fordi den åbenbart ikke ramte mig rigtigt i første omgang.

Jeg er sg også genial (læg venligst mærke til den underforståede ironi). Jeg har lige ligget syg, har stadig lidt eftervirkninger i halsen og træthed i kroppen. Starter monster-tidligt på arbejde, hvor der er rigeligt at indhente efter mit lille "hotelophold på Costa del Soltoften", hjem og drøner rundt for at ordne madpakker, vasketøj, gøre fodboldtøj klar, lave lektier med den yngste og lave aftensmad. Når lige at sidde ned i de cirka 7½ minut, det tager at sluge maden, skyller af (den ældste nappede opvasken), ud og klæde om, til tennis i 2 timer, hjem i bad, gør tøj klar til i morgen tidlig......og for det så ikke skal være helt løgn, så fik jeg min menses i morges. Kald lige det perfekt timing!!

Puha, jeg bliver selv helt forpustet af at læse dette her. Synes godt nok også jeg svedte en anelse mere, end jeg plejer til tennis i dag...nu ved jeg hvorfor! :o) 

Men nu må jeg så også sige, at jeg melder pas. Vil liste ind under dynen og sove som en gråbjørn i vinterhi - dybt, længe og meget højlydt! :oD

Sov godt alle - og ses i drømmeland......

PS: Ironisk overskrift, ikke? *g*

Forsøger jeg mig som digter - bare fordi.......                                        Læses på eget ansvar! :o)

Jeg længes efter sol på min kolde kind,

Jeg længes efter smil i mit triste sind.

Jeg længes efter varme og kærlige ord,

Som jeg véd et sted i mit hjerte bor.

Jeg længes efter at høre fuglenes sang,

Jeg længes efter hende, jeg var engang.

Jeg længes efter min allerbedste ven,

Og håber vi finder hinanden igen.

Jeg længes efter tryghed og holde i hånd,

Jeg længes efter kærlighedens smukke bånd.

Jeg længes efter kys og at ligge i ske,

Og sammen kigge på den nyfaldne sne.

Jeg længes efter glimtet i øjnene mine,

Jeg længes efter at kigge dybt ind i dine.

Jeg længes dog nok mest af alt - ganske kort,

At blive krammet og elsket - længe og hårdt!

Jeg er smøg-trængende i en grad, jeg slet ikke kan forklare. Det er helt vildt underligt og hamrende irriterende på samme tid.

Jeg røg min sidste smøg omkring kl. 04.00 nytårsnat 2005/2006. Siden har jeg ikke rørt smøger.....og hvis man lige ser bort fra, at jeg på 3. dagen var rasende og hysterisk i en grad, så jeg blev ekstrem bange for mig selv, og drengene var ved at flytte hjemmefra, og at jeg på 4. dagen var så følsom, at jeg sad og græd over en åndsvag Whiskas reklame (ganske pinligt faktisk), så har jeg ingen problemer haft.... altså i forbindelse med mit rygestop *smiler bredt*

....lige indtil i går......Det startede sidst på eftermiddagen, da drengene og jeg var ude at gå og var et smut i brugsen. Jeg gik forbi en mand, der stod og røg, og jeg har kunnet lugte denne cigaretrøg siden..... desværre en lugt, der ikke har fået mig til at tænke *badr*, som den hidtil har gjort - tvært imod.

Her i dag har jeg været med min veninde i Kolding Storcenter. Selve centret er røgfrit, men mange rygere stopper op og får en smøg, inden de går ind i centeret, eller de skal lige indhente det forsømte, såsnart de kommer ud igen. Fair nok, sådan gjorde jeg også selv....næh, vent. Dengang jeg røg, måtte man faktisk godt ryge i centeret, tror jeg...nå, det er også underordnet.

Da min veninde og jeg havde brugt nogle timer i Storcentret og så småt var begyndt at bevæge os mod udgangen, blev vi passeret af et par mænd. Den ene lugtede i sådan en grad af røg, at jeg på det nærmeste var parat til at hoppe hen over indkøbsvognen, lave en glidende takling i bedste Jesper Grønkjær stil og råsnave ham i en grad, som han sg nok aldrig er blevet råsnavet på før - kun for "at smage" røgen (altså rygeren, selvom jeg også gerne snavede Grønkjær *he he*).....indrømmet, hans kone/kæreste, der gik ved siden af, havde nok gloet en anelse, og min veninde ville have haft pænt travlt med at forklare, at hun slet ikke kende det forvirrede kvindemenneske, der trillede rundt på gulvet med en fremmed mand....og jeg ville nok også være blevet en anelse rød i hovedet - bagefter! Men det er så en helt anden historie :o)

Forklar mig venligst, hvorfor jeg er så smøgtrængende nu??? Efter sådan cirka 1 3/4 år??!! Det er da underligt, ikke?

I dag var første dag uden feber. Og første dag udendørs....Skulle til lægen for at have halsen tjekket.Som kendere af denne blog ved, så bor jeg i en lille landsby helt ude i 7. kartoffelrække. Her kører der ikke så sørens mange busser i løbet af dagen. Og skal man til "hovedbyen", er det kun muligt, hvis man kører med skolebussen...eller tager med bus til én af de store byer og derfra videre. "Hovedbyen" ligger så kun 7,5-8 km fra min lille landsby, så det er jo helt latterligt, at man skal køre en omvej på cirka 30 km. for at komme til lægen.

Jeg missede SELVFØLGELIG bussen tilbage, da jeg var færdig ved lægen. Jeg havde derfor to valg:

1. Vente i ca. 15. min. til biblioteket åbnede kl. 10 og sætte mig derind, til bussen kørte hjemad igen 2½ time senere....eller.....
2. Tage en bus til Vejle, få tiden til at gå med at kigge på diverse butikker på strøget til jeg kunne komme med en bus hjem.

.....alle der kender mig véd godt, hvad jeg ville vælge.....nemlig noget helt 3. Jeg vurderede ganske kort situationen, og kom frem til at jeg faktisk ville kunne være hjemme endnu tidligere, hvis jeg gik de 8 km. Så det gjorde jeg. Det regnede jo ikke, og efter at have ligget i sengen og kedet mig de sidste 3 dage, trængte jeg til at få lidt frisk luft....

He....den med at det ikke regnede holdt så kun cirka 1,5 km., så væltede det ned. Jeg var hjemme ca. kl. 11.30, våd og kold (kanon betingelser for en halsbetændelse), men godt tilfreds med mig selv.....eller, det blev jeg efter et varmt bad og en kop kaffe :o)

Når det så er fortalt, så var det dejligt at komme ud igen. Jeg du'r ikke rigtig til at være inde hele tiden. Jeg skal helst have min daglige ration af frisk luft. Og så bor jeg jo et skønt sted. Skal ikke gå så langt, så er der mark eller skov. Og turen fra lægen og hjem var en dejlig tur...trods regn.

Lige inden spisetid var mine drenge og jeg ude at gå en lille tur - ja,man skulle tro, jeg havde fået nok, ikke? Men det var godt vejr, og vi skulle alligevel et smut forbi brugsen, så vi kunne lige så godt få en lille hyggetur ud af det.....og jeg skal lige love for, at vejret viste sig fra en helt anden side, end den gjorde i formiddags. Det var et helt fantastisk vejr.

Jeg elsker efterårets farver. Alle de nuancer af grønne, brune, orange, røde, gule... Jeg synes, at efteråret er den flotteste af alle. Hvor foråret er lysegrønt og spirende, sommeren mørkegrøn og solrig (altså for det meste *s*), vinteren hvid og gold, er efteråret et sandt orgie af farver. Og duftene er helt speciel... det samme er luften og himlen.

Jeg har altid bedst kunnet lide efteråret. Selv de dage hvor efteråret viser sig fra sin grimme side med blæst, rusk og regn, elsker jeg det. Så er der dømt rigtig indendørs-hygge. Helst med the eller kakao, varme boller og stearinlysene tændt. Det bliver ikke meget bedre.

Heldigvis har jeg nogle drenge, der nyder at være ude, lige så meget som jeg. Vi forsøger at komme ud og gå ture, når tiden tillader det...som i dag. Faktisk er det drengene, der har taget billederne. Med min mobil - resultatet er da blevet helt ok, ikke? :o) På et tidspunkt gik der lidt sport i at finde det bedste motiv,  tage højde for lyset m.m. Det gik der en del tid med. Det var rigtig hyggeligt. Nu bryder jeg mig ikke rigtig om ordet "kvalitetstid"....men det var i bund og grund, hvad det var. Kvalitetstid!

Vi sluttede af i haven. Den trænger til en kærlig omgang efterhånden, så tror vist jeg skal se, om jeg kan få "kadarveret" bevæget derud i løbet af weekenden. Mine roser står forbavsende flot, når man tænker på, at jeg ikke har været ude og nusse om dem længe....

Jeg har tabt mit hjerte til roser. Gule eller orange er farvoritterne, men denne her er da også utrolig smuk, ikke?

Det er nu dejligt at være ovenpå igen, så man kan komme udenfor og opleve.

Jeg ligger stadig under dynen og har ondt af mig selv, keder mig og læser...

Jeg elsker at læse. Elsker at lukke alt andet ude og dykke ned i fantasiens verden - blive ét med bøgerne og for en stund glemme hverdagens stress og jag. 

Lige nu er jeg ved at læse "Den Sidste Tempelridder" af Raymond Khoury. En ganske udemærket bog, som jeg fik anbefalet af en veninde, da hun kom forbi for at kigge lidt til mig og låne en af mine bøger. Vi taler ofte "bøger" sammen. Hun er den helt store Dean Koontz-fan, hvor jeg så tilgengæld har tabt mit hjerte fuldstændig til Anne Rice.

Når jeg inden længe bliver færdig med denne her, så venter der andre gode bøger i bogreolen, som jeg glæder mig til at komme igang med. Jeg køber altid et par bøger af gangen, og lader dem ligge, til jeg får tid til at læse dem. Går forbi dem, rører ved dem, mærker forventningens glæde stige. Jeg ved godt, at det lyder "helt hen i roen" for mange, men der er nu et eller andet fasinerende ved bøger.

Jeg har det med boghandlere, som jeg har det med skobutikker - jeg MÅ ganske enkelt "lige ind og kigge". Jeg køber ikke altid noget, men jeg skal lige ind og indånde duften og føle stemningen. Og man ved jo aldrig, hvad der springer ned fra hylderne og lander i armene på én :o)

En af de negative ting ved at ligge og være syg og kede sig er, at man tænker en del...og nogengange lidt mere end godt er. Det resulterede i dag i, at jeg sårede min allergodeste ven, hvilket jeg slet ikke havde til hensigt.

Ufatteligt, så hensynsløse vi mennesker kan være overfor dem, der står os allernærmest, dem vi slet ikke kan leve uden. Jeg håber lige nu af hele mit hjerte, at min allergodeste ven kan tilgive mig. Men jeg kan desværre kun takke mig selv for det, hvis det ikke sker.

Jeg har (foruden mine børn og min familie selvfølgelig) 2 personer, der betyder mere for mig end alle andre tilsammen. Min "allersødeste" veninde, som jeg bl.a. har skrevet om i et tidligere indlæg og min "allergodeste" ven, som nok er min bedste ven i hele verdenen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg mister ham i mit liv.   

Jeg ville ønske lige nu, at man, som i bøgernes verden, kunne skrue tiden tilbage og lade det gjorte være ugjort.....

Øv, jeg må nok erkende, at jeg er i lidt dumt humør. Ligner mig slet ikke, og det irriterer mig faktisk betydeligt mere, end grunden til jeg er i dumt humør - nemlig den, at jeg har fået halsbetændelse. Har forsøgt de sidste par dage at bilde mig selv ind, at jeg ikke fejler noget som helst, fordi jeg ikke havde feber, men kun lidt ømhed i halsen.

Men i dag har jeg måtte melde pas og sygemelde mig. Kravle under dynen. Nu har jeg nemlig fået feber og ikke kun "lidt ømhed i halsen" men meget. Jeg tror på det nærmeste ikke, det kan gøre mere ondt...  og til stor fryd for mine drenge og min allergodeste ven, har jeg mistet stemmen, hvilket de alle morer sig bekosteligt over - på min regning selvfølgelig! De kan sg bare vente sig, til jeg kan svare igen. Hævn er en fantastisk opfindelse *he he*, og da jeg på det nærmeste husker som en elefant, så fatter jeg ikke, at de tør....de kender mig da!

Nå, men jeg har altså ligget under dynen det meste af dagen med næsen i vejret og enten sovet, læst eller gloet tv. Og tro mig - hvis man ikke var syg i forvejen, så bliver man det altså af at ligge og glo tv hele dagen. De sender på det nærmeste ikke noget som helst, der er værd at kigge på - og det de sender, er jeg næsten helt sikker på, jeg også lå og så på, da jeg sidste var syg.....i foråret 2004. Tror ovenikøbet det er de samme afsnit!!

Der er dog lyspunkter - hvilket man ikke skal glemme. Som jeg altid siger: Find det positive i alle dine oplevelser. Slet ikke en dum sætning at have hængende i baghovedet og hive frem, når der er brug for den. Men af lyspunkter kan nævnes følgende:

• Jeg får læst i min bog, hvilket der ikke rigtig har været tid til på det sidste.
• Mine drenge mobber godt nok, men de laver også aftensmad, tager opvasken, klarer vasketøjet og forsøger i den grad at nusse og pusle om mig (...dem har jeg nu været heldige med...)
• Ens venner sender søde små "God bedring og dejlig med noget ro" sms :o), eller ringer lige for at høre hvordan jeg lyder...eller nærmere ikke lyder....dog altsammen kærligt ment (på et sygeligt venneplan *grin*)
• Stress-niveauet sænkes et par grader, når man finder ud af, at verdenen ikke går under, fordi "kontrolfreaken" her har meldt sig ud af samfundet et par dage.
• Man ligger og får en masse gode ideer til indlæg på bloggen, og så kan man jo kun sige "hurra for opfindelse af den bærbare + trådløst net" *fnis*
• Der er landskamp i aften - og for engang skyld kan jeg ikke råbe og skrige om kap med drengene....hov vent....det var sg da ikke et lyspunkt!! :oD

Men det største lyspunkt er, at jeg keder mig bravt! Jeg tror virkelig, at det er sundt at kede sig (med måde selvfølgelig). Men har man en travl og stresset hverdag, så er det sundt at kede sig. Engang imellem glemmer folk at give sig selv lov til at kede sig. Vores tid skal næsten hele tiden fyldes op med alt muligt, fordi vi bilder os selv ind, at det er forbudt at kede sig. Det er det ikke.

Jeg tror, at følelsen af ikke at have noget at lave, og ikke vide, hvad man har lyst til at lave, tvinger os til at stimulere hjernen på en helt anden måde, end vi normalt gør i hverdagen. Vi bliver mere kreative - og mere energiske. Enig - tiden kan føles enormt lang - nærmest uendelig lang, når man keder sig. Men det er i sidste ende en del af processen for at blive rask.

Kender I typen? Man siger: "du behøver ikke tjekke" eller "stol nu på mig" - Den er stensikker, de gør lige det stik modsatte af, hvad man siger. Sådan én kender jeg (læs: mig selv *he he*)

Forleden skrev jeg i mit indlæg, at jeg lignede et tibetansk hængebug- svin, og at I ikke behøvede at tjekke på google, for det fandtes ikke i virkeligheden. Nu er jeg jo slet ikke det mindste nysgerrig anlagt *hmm*, så det var helt tilfældigt (siger vi bare), at jeg "kom til" at google efter "tibetansk hængebugsvin" - og vupti - der stod mit indlæg allerøverst. Jeg har ret i, at det ikke findes i virkeligheden...og at jeg er "one off a kind", men det er sg da sjovt alligevel på et eller andet plan....

Synes jeg....altså....så...lidt....måske......nok.....hmmmm....Måske jeg bare skulle liste roligt ud fra blogland igen - og lade som om jeg slet ikke har været på i dag.....Ja...tror jeg, at jeg gør....

Kan det ikke undskyldes med, at min lillehjerne og storehjerne konflikt- ede ganske kort? Eller at jeg har ondt i halsen og er på antibiotika? Jo sg, der var den...

Medicinforgiftning !!

....eller også er det bare sådan vi er - vi "tibetanske hængebugsvin"....

OH RÆDSEL :oD

Jeg har fået tildelt en pris af Trine, hvilket jeg er meget glad for. Det betyder en del, når man er "ny blogger", at man får lidt respons for det, man nu skriver. Jeg må sige, at jeg har været heldig i den henseende og har fået en del skønne kommentarer fra en masse dejlige bloggere. Tusind tak alle.

Men, at Trine mener, jeg har fortjent denne pris, gør mig glad ned i maven.  Som jeg skrev i et tidligere indlæg, synes jeg, det er vigtigt, at man sætter sine fodspor rundt omkring - og at man værdsætter dem, der bliver sat hos en selv. Ikke kun i blogland - men i livet generelt.

Jeg vil gerne returnere prisen til Trine - ikke fordi, jeg ikke gerne vil modtage den, men fordi jeg mener, at hun fortjener den. Skovtrolden skal også have den, fordi hun skrev den sødeste mail til mig, den første dag, jeg besøgte hendes blog. Men der er så mange andre, der forjener den...

• Kontorchefen, fordi han vil "røre" min mave :o)
• Lene, fordi hun var den første, der bød mig velkommen
• Joan, bare fordi..... *smil*
• og alle dem, jeg har glemt eller ikke lært at kende endnu :oD

"Schmooze Award er prisen til bloggere som ubesværet snor deres veje ud og ind af blogosfæren og efterlader venlige spor og smil og på den måde, med glæde, skaber nye venner på vejen. De indskrænker ikke deres besøg til kun at gælde de rige og succesfulde men bruger også tid på at byde nye bloggere velkomne. De er dem som drager hinanden ind i meningsfulde samtaler og de nægter at lade sig nøje med en simpel hilsen (goddag) - i hele processen lykkes det dem at skabe en følelse af nærhed og venskab"

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er "i rigtig god stand" - ville jo være som at stikke blår i øjnene på sig selv og rimeligt naivt, hvis man ligner en blåhval, og tror man er en sylfide, ikke? Jeg ligner ikke en hval...ikke mere... nu er jeg mere et tibetansk hængebugsvin :o) (og inden du begynder at google på "tibetansk hængebugsvin", så findes det ikke ...jeg er "one of a kind"! *g*)

Når det så er sagt...og man ser gennem selvironien og humoren.... så er jeg altså overvægtig/buttet/fed lidt afhængig af, hvilke øjne der ser. Jeg er ved at gøre noget ved det - og mere er der så ikke i det. MEN - mit store "problemområde" er min mave...eller rettere min hængemave. Efter at have tabt rimelig med kg., har jeg fået oparbejdet en lille .... hm .... ubehagelig delle, der hænger foran på maven. Nej, lille er sg en underdrivelse - den er stor - og grim!

Hvorfor fortæller jeg det? Fordi jeg er en anelse chokkeret, og det skal der ellers noget til at opnå. Men det lykkedes så ganske godt i dag. En af mine veninder og hendes mand bor i den anden ende af vores lille landsby. De er søde at ringe engang imellem for at høre, om jeg skal have noget med over på "losseren", hvis de nu alligevel kører turen. Dette gjorde de også i dag, og jeg takkede pænt ja, da jeg havde ryddet en del op på terrassen og i haven her til formidddag.

Min venindes mand kommer så....vi talte lidt sammen, jeg hjalp med at bære mine poser ud til traileren. Pludselig står han bag mig, lægger sin ene arm om skulderen på mig, så den "kommer til" at berøre mit venstre bryst og begynder med den anden hånd at "gnide" hen over min mave og siger: "Sig mig, har du ikke tabt dig? Synes jeg, at jeg kan mærke. Du ser godt ud! Har du fået en kæreste, eller er det ved at være på tide, at jeg kommer og hygge om dig?", og så fortsætter han med at hente haveaffald, som om det var den mest naturlige ting i verdenen!!

Jeg var total målløs. Anede slet ikke, hvad jeg skulle sige. Oppe i hovedet skreg jeg nærmest: "Du skal sg ikke røre ved min mave! Hvad bilder du dig ind? Du skal slet ikke røre ved mig overhovedet!! Så hold nallerne for dig selv!!!" Men det var slet ikke det, der kom ud af munden. Det lød mere som: "..øh..æh...joh...lidt nok...måske.." Det tog cirka et splitsekund hele "akten", men jeg reagerede slet ikke. Jeg skulle have klappet hans arm sådan én, så han ømmede sig....eller rystet hans arme væk....eller sagt en masse ting hurtigt og højt.....eller..... hmm ... istedet stod jeg og legede "dum"...jeg er sg et fjols!

Hvad fanden er det med mænd i forhold og single kvinder der gør, at de tror, de kan tillade sig at befamle os, som det passer dem? Ingen - og jeg mener virkelig INGEN - skal befamle mig uden at have fået lov - og slet ikke min mave! Jeg hader min mave i en grad, som man slet ikke kan sætte sig ind i. Jeg bestemmer, hvem der skal røre ved den, hvem der skal se den - og min venindes mand kommer aldrig på tale til at få "adgangskort" her!

Hvordan kan papnæsen overhovedet udtale sig om, at han kan "mærke" min mave er blevet mindre. Han har sg aldrig "mærket" på min mave! Og så lukker han en gang mundgas ud som "skal jeg ikke komme og hygge om dig?" Hvorfor i alverdenen skulle han det? Fordi jeg er single?? Stop nu nisse og kom tilbage til virkeligheden. Du er ikke Gud's gave til kvinder. Og du er ikke alle singlekvinders store drøm. Øv, jeg er gal - både på mine egne vegne, på singlekvinders vegne generelt.....men nok mest på min venindes vegne...

Kan ikke lade være med at tænke på, at når han kan gøre sådan overfor mig (for sjov eller for alvor - er fuldstændig underordnet), kan han så ikke gøre det overfor andre? Og har han måske ikke allerede gjort det?

Måske er han allerede gået skridtet videre bag min venindes ryg....med en anden singlekvinde.....jubelidioten!

...er en god opfindelse...særlig når man er så heldig at have veninder som mine. Nogle ser jeg dagligt, andre engang imellem, nogen går der år, hvor vi kun har kontakt via mail og tlf. Men de ved, jeg tænker på dem og omvendt.

Mine veninder spænder vidt rent aldersmæssigt - fra starten af 30'erne til 60. Den veninde, jeg har haft længst, lærte jeg at kende i 1979. 28 år på godt og ondt - fødte ovenikøbet samme dag med 4 timers mellem- rum. Det var en helt speciel oplevelse at dele. Den "nyeste" har jeg kun kendt i 1 år nu. Men det er sjovt nok hende, der kender mig bedst...dybt nede i maven. Mine veninder er vidt forskellige. Nogle ligner mig enormt meget og andre er så forskellige fra, hvad jeg står for, at det er underligt, vi overhovedet kan sammen. Men jeg elsker hver eneste af dem på hver deres måde....fordi de er, præcis som de er!

Jeg har haft den dejligste dag i dag sammen med en veninde, som jeg ikke har set i 2½ år. Vi har holdt kontakt via mail og mobil, men vi har ikke kunne få vores kalendere til at passe sammen. Det aller- dejligste var, at selvom det er så længe siden, vi mødtes sidst, så talte vi sammen, som havde vi været sammen sidste uge. Vi grinede, pjattede og opførte os som teenagertøser på udflugt. Hvad der "kun" skulle være en formiddagstur på gågaden i Vejle og en enkelt kop kaffe, fordi vi faktisk begge havde planer senere på dagen, endte med aflysning af vores andre aftaler og café-besøg, hvor vi sad i flere timer og snakkede. Kan slet ikke beskrive, hvor godt det var. Det var et skud ren energi direkte i blodet. 

Her til aften har jeg så været i selskab med en anden veninde. Dog på msn, da hun bor på Sjælland. Min "nyeste" veninde faktisk. Som jeg skrev tidligere, er hun den, der kender mig bedst. Vi taler om alt. Desværre  gennemgår hun en svær tid lige p.t. med en meget syg mor og kærstesorger oven i hatten. Ingen af delene fremmer hendes ellers gode humør. Jeg ville gøre alt for at min veninde kunne smile igen - komme ovenpå. Hun er der altid for mig, når jeg har brug for det - og jeg ditto for hende. Sådan er det netop  at være veninder. Det er både gennem smil og tårer. Nogengange er det nok, at man ved, den anden er dér....hvis behovet opstår. Andre gange er det snak og spark bagi, der skal til.

Mine veninder fylder meget i mit liv....så fuldt af sorger, så fuldt af glæder... men jeg elsker hver eneste af dem og ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis de ikke var der.....

Kom til at kigge lidt grundigere på mit "banner". "Mit lille hemmelige sted".  På én gang så fredfyldt og så oprørsk, så beroligende og vindomsust, så stille og stormfuldt. Hvor ville jeg gerne befinde mig dér lige nu. Vandre langs strandkanten opslugt af sine egne tanker.

Få blæst hele systemet igennem, luftet forskellige tanker. Få de "dumme" smidt ud og de "gode" til at lægge sig på plads. Gennemgå ugen på godt og ondt, tænke på de personer, man har været i berøring med. Familie, venner, bekendte, fremmede - alle, har de på hver deres måde efterladt et fodspor hos mig. Nogle i vandkanten, så de opsluges af bølgerne og forsvinder hurtigt igen, andre længere inde på stranden, så de bliver lidt længere i erindringen, inden blæsten langsomt får bugt med disse også - og så er der dem, der sætter sig grundigt fast i det gode danske muld - gror fast.

Hvor er jeg egentligt et rigt menneske med alle de fodspor, jeg har samlet efterhånden....og jeg værdsætter hvert eneste ét, der er blevet sat på mit lille hemmelige sted. 

 Min veninde har født en dejlig lille søn kl. 05.30 i morges. Han er 3900 gr. og 53 cm lang. Både mor, far, lillebror og storebror har det fint :o) Det er helt ufatteligt, at man kan skabe noget så helt fantastisk smukt og perfekt. Et lille nyt menneske, der har et liv af muligheder foran sig. Glæder mig til at se den lille ny verdensborger.

Må indørmme, at jeg er brugt og træt i dag. Sad oppe til midnat i går for at gøre noget arbejde klar til i morges, så det var lidt svært at komme op her til morgen, da vækkeuret ringede kl. 04.45. Gab, det er seriøst for tidligt. Har været på arbejde fra kl. 06.00 til kl. 17.00, hjem og direkte igang med aftensmad, madpakker, vasketøj, fodboldtøj, og hvad der nu ellers lige er af daglige ting, der jo skal klares......

Nå ja....og så har jeg lige lavet bordkort og velkomst/velbekomme sange færdig til min arbejdskollega og gode veninde, der bliver 60 år i næste uge. 65 stk i alt.....

Men...nu gider jeg altså heller ikke mere. Ikke fordi jeg er doven eller beklager mig....men jeg er sg træt. Er en gammel dame - glem ikke det :o)

Er træt, men er vældig tilfreds med mig selv samtidig. Har virkelig fået ordnet en masse. Nået alt det jeg skulle...og lidt mere til. Sjov følelse - man er så træt, at man ikke kan hænge sammen, men fordi man samtidig er total tilfreds med sig selv og det, man nu lige får fra hånden, så "napper" man liiiiige et par ekstra ting....nu man er så godt igang.

Men nu er det altså også slut. Nu kan jeg næsten ikke huske, hvad jeg selv hedder mere, så jeg vil kravle ind under dynen.

Godnat - og drøm helt fantastisk allesammen......Zzzzzzz

Som man kan læse her, havde jeg fødselsdag i går. Havde en skøn dag på flere måder. Mine unger overraskede mig bl.a. med at sende en kæmpe buket blomster ned på arbejdet......fik ski noget af en klump i halsen. Jeg har de dejligste unger.....er min buket ikke fantastisk??

Jeg blev ovenikøbet hentet af ungerne, så vi kunne nå at hygge lidt, inden de skulle videre....hjalp hinanden med at lave aftensmad, grinede og pjattede i køkkenet, hyggede over maden, snakkede - både seriøst og mindre seriøst - var så skønt. Kan slet ikke forklare, hvor meget det betød, at de tog tid, selvom de faktisk ikke havde det. Var nok den allerbedste fødselsdagsgave, de kunne give mig.

Selv vejret viste sig fra sin allerbedste side. Var lidt blæsende og kølig, men hvad gør det, når man præsenteres for sådan en himmel??? Var nød til at tage et billede, da jeg sad på arbejdet og nød dagen.

Men - når nu alt dette er sagt, så sidder jeg lidt tilbage med en flov smag i munden. Forklaringen kommer her.......

Min fødselsdagsmorgen startede med, at jeg kunne høre "manden i mit liv" pusle rundt ude i gangen. Kunne høre, at han havde gang i maden. Rumsterende.....listede ind til mig og kravlede under dynen, så vi lige kunne ligge og putte 5 min. ekstra, inden vi lod hverdagen kravle ind i kroppen. Det var jo ganske tidligt, for jeg skulle faktisk møde kl. 06.00, så bare dét, han var vågen, var ganske unikt....plejer han slet ikke på det tidspunkt.

Vi stod op, og der gik morgentravlhed i det hele. Jeg fik lige hældt en kop kaffe indenbords, inden jeg smuttede ud. Efterlod "manden i mit liv" siddende i køkkenet med længselsfulde øjne. Lovede ham, at i aften skulle vi hygge på sofaen. Slappe af og nyde det. Han var ikke hjemme, da jeg havde fyraften. Jeg spekulerede ikke videre over det. Det er ikke unormalt, at han får en idé, som han er nød til at følge for at få fred i sindet. Jeg véd, han kommer hjem igen....han finder altid hjem til mig. Uanset hvor langt væk hans idéer bringer ham. Fordi han har valgt mig! Og jeg elsker ham så fuldstændig ubetinget for det.

Han kom også hjem.......satte sig ud i køkkenet og kiggede bedrøvet på mig. Så slog det mig - hårdt! JEG HAVDE GLEMT HANS FØDSELSDAG! Han har fødselsdag samme dag som mig! Og jeg havde glemt alt om det...havde nok i mig selv og mine tanker (det værste var næsten, at ungerne også havde glemt ham....). Aldrig har jeg været så flov. Undskyldte mange gange og strøg ud af døren ned i den nærmeste butik, mens jeg bad ungerne om at tage sig lidt af ham. Var nød til at løbe ned og købe en gave til ham...selvom det var en anelse for sent at redde noget som helst.....

Her havde han nusset og puslet om mig i morges...puttet under dynen, varmet mig, fulgt mig rundt, mens jeg blev klar, så jeg fik den bedste start på dagen - og så havde jeg glemt ham. Havde slet ikke giver ham nogen som helst form for opmærksomhed....pinligt! Er sg underligt, at han stadig holder mig ud....(vil dog sige, at det er allerførste gang, det er sket, at jeg har glemt hans fødselsdag...men det er slet ingen undskyldning).

Men jeg fik købt gave - og handlede ind til at han rigtig kunne smovse til aftensmad. Det hjalp en del på humøret. Da ungerne var smuttet til sport, vaskede jeg op. "Manden i mit liv" havde lagt sig for at slappe af....ville kort kigge efter ham....og fandt ham på terrassen - magelig og velfornøjet. Er han ikke dejlig??

"Manden i mit liv" hedder Bailey. Jeg fik ham i forsinket fødselsdagsgave (i november 2003) af en kollega, fordi Bailey var blevet født d. 4. september. Min kollega syntes, det var lidt sjovt, at Bailey blev født på min fødselsdag....jeg fortalte efterfølgende min kollega, at fremover var det ok med en buket blomster eller en flaske vin :o)

Bailey er altså blevet 4 år i går....og er det nærmeste, jeg kommer en kæreste/mand. He...og så er han ovenikøbet kastereret, så det fortæller jo en del om mit kæresteliv, ikke? :o) Det bedste ved Bailey er, at han tilgiver mig ALT, hvis bare jeg disker op med en dåse kattemad *g*

Jeg elsker Bailey :o)...og vi endte trods alt som planlagt på sofaen. Mig med min bog, og Bailey rullet sammen på maven af mig (engang imellem glemmer han, at han er en fed hankat på 4,5 kg.) En perfekt afslutning på en skøn dag!

Tag den smølf!

Så gør det sg ikke så meget, at jeg er nød til at ændre min profil fra 41 til 42 år, eller at jeg var lidt øm i kroppen, da jeg vågnede i morges. Var helt overbevist om, at det var alderen, der var listet ind i mine muskler og led, men tror nu mere, at det skyldes min tennis-træning i går. Fik nemlig ikke strukket ordentlig ud bagefter......

Apropos tennis, så fik jeg en i knoppen med en tennis-ketcher i går. Min træner ville lige "banke" ind i mig, hvordan man skulle gøre *ha* - ok, det var et uheld. Jeg stod bare det rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Måtte så sidenhen fortælle min træner, at han godt nok havde sagt, at træningen skulle gøre ondt, før den gjorde godt, meeeeen....havde jeg vidst, det var på den måde, han mente det, havde jeg nok lige tænkt mig om en gang eller to .... og så var han flov og en anelse til grin :o)

Hmmm...må hellere komme videre med dagens arbejde, så jeg kan komme hjem og nyde det gode vejr. Skal ikke rigtig holde fødselsdag i dag. Min store søn er på intro-tur med gymnasiet og kommer ikke hjem før i morgen. Den yngste skal ud og spille fodboldkamp...på udebane, så moderen skal ikke engang med og heppe :-( og min lånedatter skal træne hendes små håndbold-piger. Men så må vi tage hævn senere! Det betyder jo slet ikke noget. Hovedsagen er, at vi har det godt allesammen samt er glade og tilfredse.....og det er vi!

Jeg er jordens heldigste top-tunede 20 årige, og livet er skønt! :o)

Kan I huske den reklame, der var for nogle år siden med en tornado-mand, som drønede gennem huset, når man skruede låget af flasken med rengøringsmiddel i - og vupti, så var huset så skinnende rent, at man kunne bruge gulve m.m. som spejle? Meister Propper hed han vist.....hm....den blev vist kun vist i tysk fjernsyn, så måske det kun er folk i min fremskredne alder og som kunne tage tysk zdf/ard for ca. 120 år siden, der kan huske det? Nå...never mind....men sådan har jeg haft det i dag...jeg har været Meister Propper.

Stod op kl. hø i morges, fordi jeg ligesom var færdig med at sove - en del tidligere end først planlagt. Efter at have ligget og gloet op i loftet samt  ligget og drejet mig som en grillkylling på spyd, blev jeg enig med Henriette om, at jeg lige så godt kunne stå op. Nåede at sætte en maskinfuld tøj over, klaske noget bolledej sammen, der kunne stå i køleskabet til i eftermiddag og støvsuge, inden jeg trissede ud af døren kl. 05.35 for at tage på arbejde(det er forresten pænt mørkt på det tidspunkt, vil jeg lige fortælle alle jer, der er så fornuftige at ligge under dynen). Nå, men på arbejdet kørte jeg i højeste gear og var hamrende effektiv - overraskede ikke blot mig selv, men rystede vist også min chef en del...han så ihvert tilfælde lidt rumforvirret ud på et tidspunkt.

Hjem igen, fik klasket bolledejen fra i morges ud på køkkenbordet og fik ret hurtigt efter smidt første plade med kernesunde "smovs-boller" i ovnen, gik i gang med det helt store brownies-bageri, som endte ud med at der nu er brownies til 60 personer (har fødselsdag i morgen, så kollegaerne forventer brownies *hi*), fik hængt vasketøj op indimellem bageriet, pakket fodboldtøj til den yngste, der smutter ud af døren kl. 18.15 og gjort klar til, at jeg selv skal til tennis kl. 18.45....vi nåede lige at spise, vaske op, smørre madpakker og lægge tøj klar til i morgen.....så nu kan jeg sidde her med en kop kaffe og nyde det fantastiske septembervejr. Er helt sikker på, at når jeg kommer fra tennis omkring kl. 21, falder jeg bevistløs om og snorker, så naboerne tror det tordner i det fjerne....mon ikke, jeg kan sove igennem i nat? Håber jeg sg lidt.

Et er sikkert: hvis jeg nogensinde får sådan et anfald igen, vender jeg mig roligt om på den anden side og bliver liggende til det går over - om det så tager hele dagen!!! :o)

Jeg bor på landet. Så langt ude, at alle grise går med numreplader... hvilket jeg må indrømme, er en fantastisk god idé, for det er hamrende irriterende at få den forkerte gris med hjem hver aften :OD

Ok - alt er jo relativt, som min gode ven Albert siger. Der findes selvfølgelig mindre landsbyer, men da jeg er opvokset i "storbyer" - Søborg, Bagsværd, Vejle - så er dét at bo et sted med ca. 1600 indbyggere = landet! (Og så skal det lige oplyses, at de 1600 indbyggere faktisk er tallet for hele sognet. Så det dækker både den by jeg bor i samt 3 mindre landsbyer i omegnen... så kan I selv regne resten ud *s*)

Jeg kan huske, da min ex og jeg flyttede herud. Vi boede på daværende tidspunkt i Vejle i en lille lejlighed på ca. 50 m2 ca. 5 min. gang fra bymidten og alligevel så langt væk, at vi blot skulle gå 5 min i en anden retning, så var vi enten i skov, på eng eller mark. Perfekt! Lejligheden blev dog for lille. Efter fødslen af vores første søn, var vi begyndt så småt at kigge på huse rundt omkring. Men vi kunne ikke finde det rigtige, så da vi havde klaret at få tingene til at fungere med to voksne og et lille barn i lejligheden, var behovet ikke så stor for at flytte, hvilket passede mig helt godt, hvis jeg skal være ærlig. Men vi kunne godt se, at da barn nr. to anmeldte sin ankomst, skulle der ske noget......

Valget faldt på et hus i en landsby, der ligger ca. 15-20 km. fra Vejle. Igen i midten af alting og dog så langt væk, at hvis man ikke kender stedet, så er GPS en god investering (faktisk har en del herude GPS, så de ikke farer vild til og fra arbejde *grin*). Jeg "fulgte med" så at sige. Jeg indrømmer gerne, at jeg var en strid kælling, da vi kiggede på hus. Fandt hele tiden fejl ved de huse, som min ex hev mig med ud og kigge på. Jeg ville ikke "ud på landet" - ville blive boende i eller meget tæt på Vejle. Men pengene var ikke til et hus i byzonen på daværende tidspunkt. Min ex ville under ingen  omstændigheder flytte i en lejlighed på 3. sal med to børn, når vi nu havde muligheden for at give dem noget bedre (set i bagklogskabets lys havde han jo ret min gode ex...). 

Da vi flyttede herud i august 1993, gav jeg det 3 mdr., så var jeg overbevist om, at jeg boede i Vejle igen - med eller uden mand. Tanken om, at jeg ikke kunne gå "anonymt" på gaden eller hænge tøj op i haven uden naboerne lige fulgte med i alt, gav mig kuldegysninger. Og jeg kunne slet ikke klare, at alle vidste mere om mig, end jeg selv gjorde! Desuden var her stille - alt for stille! Jeg havde brug at kunne høre trafikken og alle lyde fra andre mennesker rundt om mig. Men.....jeg tog fejl. Ved juletid var vi i Vejle for at hilse på julemanden. Efter ca. 2 timer i gågaden med cirka alt for mange mennesker rundt om mig, sagde jeg til min ex, at nu ville jeg gerne hjem. I det øjeblik vidste jeg, at min lille landsby var kravlet ind under huden på mig for at blive. Jeg var solgt.

Seriøst - det er langt ude.....men det føles så fuldstændig rigtigt. Det føles trygt, det føles beroligende - det føles som "Hjem". Der er noget helt specielt ved, at alle hilser på dig, også selvom de slet ikke kender dig. Det er bare ganske almindelig høflighed. Ja, folk holder øje med dig, men hvis man opfører sig ordentlig sådan generelt, så er der jo ikke noget galt i det. Så giver det tværtimod en form for tryghed. Har min søde genbo - en ældre herre på 77 år - ikke set mig et par dage, så kommer han over med en buket blomster eller en kage, han lige har bagt for at høre, om jeg er syg og har brug for hjælp. Jeg kan sende mine drenge ud uden at skulle sidde tilbage og være nervøs (udover den normale nervøsitet, som alle forældre føler, når børnene ikke er lige i nærheden *s*). Folk holder øje med dem. De ved, hvor de bor, hvis noget skulle ske.

Da jeg blev skilt for 4 år siden, flyttede drengene og jeg fra huset og ind i et lille rækkehus, som vi alle 3 føler os tilpas i. Jeg valgte at blive herude dels på grund af, jeg ikke synes, jeg ville hive drengene fra skolen og kammeraterne, det var rigeligt, at de skulle til at forholde sig til, at mor og far skulle skilles, men tildels også fordi dette her er min base. Det er her, jeg samler energi, det er her, jeg gemmer mig, når tingene bliver lidt for meget . Det er her, jeg trækker mig tilbage fra en stresset arbejdsdag i storbyen, det er her  stilheden er, som jeg nyder så meget. Det er her, folk kender mig - og jeg dem. Det er her, jeg har hjemme.......

Jeg elsker min lille landsby.

Har forsøgt med en blog før, men fik ikke rigtig det ud af den, som jeg gerne ville. Den anden blog ligger "lige rundt om hjørnet", så hvis du synes noget her lyder bekendt, eller du synes at genkende et eller andet i mine indlæg, så er du nok ikke helt forkert på den, selvom den anden blog var helt anderledes end det, jeg gerne vil have ud af denne her.

Hvorfor så ikke bare lave den anden blog om og arbejde videre med den? Tja, kunne jeg godt have gjort, men efter en del tænken frem og tilbage, så føltes det rigtigere at starte helt forfra....Jeg var (lidt populært sagt) en anden, da jeg startede den første blog - jeg har været nede at dykke og er kommet op til overfladen igen. Starter på en frisk. Og dagen i dag er vel lige så god som alle andre dage til at starte på, ikke? 

Jeg håber at få noget positivt ud af dette her. Nu er bloggen i hvert tilfælde i gang - så må vi se, hvor det bringer mig hen denne gang.