13. jul 2008 11:48, Soltoften
...for en kort bemærkning :o)
Det var dejligt at være ovre hos familien. Min lille far havde det efter omstændighederne rimeligt, og vi fik snakket en masse sammen. Min b-mor havde lidt projekter, som hun ikke har haft tid eller mulighed for at klare selv, fordi pasningen af min far mere eller mindre er et fuldtidsjob, så dem fik vi også lige klaret, mens jeg var der. Det blev også til at par besøg hos min lillebror og hans skønne familie, og jeg havde fornøjelsen af at have mine to små niecer helt for mig selv en hel dag. Det var helt fantastisk.
Fredag d. 4. juli havde Yngstemanden fødselsdag. Han blev 15 år. Kan ikke helt forstå, at min lille knægt er blevet så stor... han vil altid være "den lille", men det er han jo slet ikke mere. Han er ved at vokse mig over hovedet, hans stemme er gået i overgang, han begynder at få små "dun" på overlæben m.m. Er på én gang både underligt og skønt at følge den udvikling, selvom jeg nogen gange synes, tiden flyver lidt for hurtigt afsted.
Jeg havde ikke fornøjelsen af at være sammen med Yngstemanden på hans fødselsdag, for han var hos sin far. Men det blev da til en længere telefonsamtale og et par sms'er eller 10 i løbet af dagen. Istedet brugte jeg fredagen og lørdagen sammen med min veninde og hendes familie i Køge. Vi nåede både på shopping-tur til Køge by, fik grillet, snakket, hygget, grinet, fik sol på kroppen og var på stranden med hendes børn.
Min lille mini-ferie til Sjælland kom til at vare lidt længere end beregnet. Meningen var nemlig, at jeg ville vende næsen mod Jylland lørdag aften efter mit besøg i Køge, men min far spurgte mig allerede dagen efter, jeg kom over til ham, om jeg ikke havde mulighed for at blive lidt længere, for det ville han gerne have. Jeg havde ikke rigtigt noget at komme hjem til - bortset fra, at jeg skulle til lægen mandag - for drengene var hos deres far, og ville først komme hjem igen onsdag i uge 29. Så jeg fik min tid ved lægen lavet om, så jeg kunne få lidt ekstra tid sammen med min far. Så sent lørdag aften gik turen til Nordsjælland istedet for til Jylland.
Jeg tog så istedet hjem onsdag. Torsdag var jeg så forbi lægen, hvor min sygemelding blev forlænget 4 uger endnu. Mens jeg sad ved lægen, fik jeg en sms fra drengenes far. Han ville sende dem hjem torsdag eftermiddag, for han synes, at de nu havde været hos ham længe nok, og han kunne ikke lige overkomme, at de skulle være der en uge mere. Fint nok for mig, for jeg savnede dem nu rimeligt meget, men synes det er en lidt plat undskyldning. Var lidt bekymret for, hvad drengene syntes, om de blev kede af det, men det viste sig, at de var helt ok med beslutningen. De ville gerne hjem til kammeraterne.
Det var skønt at se dem igen. Ingen tvivl om det. Der blev rigtig hygget igennem, snakket og pjattet torsdag aften. Vi skulle lige have indhentet de sidste 2 ugers forskellige oplevelser. Siden har den så ellers stået på hverdagsting... tøjvask, oprydning, havearbejde m.m. Ældstemanden har taget lidt ekstra arbejde, så han kan holde fri i uge 30 og 31, for der drager vi mod Sjælland igen. Drengene skal over og hilse på deres "moffe", mens tid er.
Nu har vi så en uges tid hjemme, hvor der ikke er det store på programmet bortset fra, at vi skal have holdt fødselsdag for Yngstemanden. Vi skal ud og spise og derefter bowle et par timer. Han skal have et par venner med, som tager med hjem og overnatter bagefter. Det er nu dejligt at have liv i huset igen efter et par ugers stilhed :o)
Ellers er der ikke så meget at fortælle her fra matriklen. Den ene dag tager den anden, vi nyder hinandens selskab, får lavet lidt forskellige småting og slapper af. Der er dømt "ferie-mode" over hele linien.
Bloggen her vil holde "ferielukket" de næste par uger. Jeg vil derfor ønske jer alle ude i blogland en hel fantastisk sommer!!