...tage mig lidt sammen, hvad bloggen angår. Har lagt den lidt på is den sidste mdr. tid, da der har været så rigeligt andet.

En hurtig opdatering:

Jeg blev opereret d. 30. januar. Fik min baldeblære fjernet, så jeg nu skulle være fri for at få flere anfald med galdesten. Det har så bevirket, at jeg skal overholde en kostplan, der indtil videre har kostet 2,5 kg i den rigtige retning.

Kom hjem fra sygehuset søndag, og mandag hentede vi den skønneste lille hundehvalp. Vi har længe talt om at anskaffe os en hund, men jeg har ikke rigtig syntes, at overskuddet var til det. Men da jeg personligt har fået det en del bedre på det sidste, energien er vendt lidt tilbage, ja så skulle det være nu eller aldrig. Så d. 2. februar blev familien udvidet med en sort labrador, der bære navnet Figo. Det var Ældstemanden, der skulle navngive hvalpen, da Yngstemanden havde valgt ham. Og selvfølgelig blev den opkaldt efter en fodboldspiller - hvis nogen skulle være i tvivl, så er den opkaldt efter portugiseren Luis Figo :o)

Samme dag, som Figo flyttede ind, lagde Yngstemanden sig med influenza. Det stod på en god uge, hvor han virkelig ikke var mange sure sild værd. Og når én i huset har fået influenza, er det blot et spørgsmål om tid, før vi andre fik det, så ugen efter var det Ældstemandens og derefter min tur. Samtidig med dette, var der jo så en lille hundehvalp, der ikke var helt renlig, og for at det ikke skulle være løgn, så havde Bailey (katten) fået dårlig mave. Følte på et tidspunkt, at jeg blot manglede en balje akvariefisk med røde hunde og en kanariefugl med mæslinger, så var cirkuset perfekt. Men vi kom igennem det ved fælles hjælp, og inden vi fik set os om, ja så var det meste af februar på det nærmeste gået.

Hvad min depression angår, så ser tingene lidt lysere ud efterhånden. Jeg er stadig ikke helt på mærkerne, men jeg har mere lyst til ting nu, end jeg har haft før. Og jeg kan mærke, at jeg bliver frustreret over, at der ikke rigtig sker noget mht mine samtaler hos min egen læge. Jeg føler lidt, at han slår sig til tåls med, at medicinen ser ud til at virke, så han udskriver blot en ny recept - og så sker der ikke mere. Så jeg kontaktede kommunen i midten af februar for at høre, om de ikke kunne hjælpe lidt videre. Evt ved at sende mig til en psykolog/psykiater og ved at hjælpe mig lidt igang igen, så jeg evt kunne komme afsted et par timer om dagen eller et par gange om ugen. Kommunen var meget positiv, og i denne uge fik jeg brev om, at jeg skal til en psykiater på tirsdag. Lidt afhængig af, hvordan det går, vil kommunen derefter se på muligheden for at hjælpe mig igang med at finde tilbage til arbejdsmarkedet.

Så alt i alt ser tingene positive ud her på matriklen. Hvad der er gået godt, kommer jo sjældent skidt tilbage, så vi forsøger at tage tingene med et kæmpe smil på læberne og bare nyde hver dag i hinandens selskab...

Nåh jo forresten... jeg har da også nået at få læst et par bøger, strikket en sweaters og er næsten færdig med en cardigan... så tiden er blevet udnyttet fuldt ud :oP